Før jeg fødte strikkede jeg
huer i vildskab. Det var et nogenlunde overskueligt projekt, som ikke krævede alverdens tid, hvilket jo var en fordel, hvis jeg nu skulle føde midt i det hele. Det viste sig så bare, at min dejlige Alberte har arvet sin mors store hoved. Hun kunne altså ikke passe huerne! Faktisk kunne hun kun passe en djævlehue, jeg har strikket, som jeg egentlig regnede med ville passe til vinter.
Derfor har jeg strikket en ny
hue til hende - og så lige
en matchende en til mig selv. (klik for opskrift)
Problemet er bare, at Alberte har fået en voldsom omgang eksem, og derfor måske ikke kan tåle uld (som huerne er strikket af)... Øv altså. Ja øv, at hun har eksem altså. Hun ser herrens ud. Heldigvis lader hun ikke til at være berørt af det. Hun er fuld af røde knopper i ansigtet, på issen, på halsen og i nakken. Til tider er det nærmest røde plamager. Vores sundhedsplejerske lagde ud med at sige, at det nok var hormonknopper, men da det bare blev værre, tog jeg et smut til lægen. Lægen sendte os afsted til børnemodtagelsen på sygehuset! Puh... Den var straks værre. Jeg blev helt bange på min lille piges vegne. Jeg fik helt ondt i hjertet over, at hun måske fejlede noget mere end bare et almindeligt udslæt. Heldigvis var/er hun jo frisk nok og charmerede alt personalet. På sygehuset kunne de dog ikke fortælle andet end, at det ikke var farligt, men hvad det helt præcist var, kunne de ikke sige, nu skal vi så til hudlæge i næste uge. Håber virkelig ikke det er noget hun skal trækkes med i lang tid.
Hele oplevelsen med sygehuset fik mig virkelig til at føle mig som en mor. Det gjorde ondt i hjertet ved tanken om at min lille pige måske fejlede noget mere alvorligt, og samtidig blev jeg så stolt, når hun sendte store smil til læger og sygeplejersker.
Og lige en hue mere: Et par af vores venner har i dag fået en lille pige. De vidste ikke det var en pige på forhånd, derfor har jeg strikket en hue og vanter (efter samme opskrift som ovenstående hue) i unisex-farver til Albertes nye veninde.
