31. juli 2011

Hyggelig søndag og en mærkelig følelse

Det er nu hyggeligt at have kollegerne på besøg til kaffe og boller.








Men det er altså lidt mærkeligt, at de snart skal begynde på et nyt skoleår, mens jeg bare skal gå herhjemme. Det havde helt sikkert været anderledes, hvis lillepigen allerede var ankommet. Nu føles det bare lidt tomt, som om jeg bliver snydt for et eller andet. Men det er vel også godt at have et job, der kan få en til at føle sådan. Et job man rent faktisk har lyst til at starte på igen efter ferien.

- Posted using BlogPress from my iPhone

30. juli 2011

Voksent...

Jeg synes selv, at jeg har foretaget mig et meget voksent indkøb. Nemlig denne lækre Stelton stempelkande.




Den vækker minder fra barndommen, hvor der blev serveret kaffe til gæster fra en Stelton termokande.
Nu kan jeg brygge "rigtig" kaffe og ikke bare instant. Jeg tænker også, at det nok er en meget god investering, når lillepigen gør sin entre. Så livlig som hun er pt, skal hun nok formå at holde sine forældre vågne...
Der er forresten kun 4(!?) uger til termin, hvor sindssygt er det ikke lige? Det ene øjeblik føles det som en uendelighed, og det næste føles det som om tiden er gået alt for stærkt - for når hun kommer, så er der vel ingen vej uden om, at man er voksen, er der? Det føles nu altså mest som en uendelighed. Især når man føler sig som en strandet hval i varmen.

- Posted using BlogPress from my iPhone

27. juli 2011

En pludselig craving

Når man får en craving efter chokoladekage, er det godt, at man har tiden til at bage, alle ingredienserne i huset og ikke mindst opskriften på en version stort set uden fedtstof.




- Posted using BlogPress from my iPhone

26. juli 2011

Min nye bedste ven

Det kan godt være, at alle længes efter sommer og sol, men jeg er altså lidt mere forbeholden. For hold nu op, hvor er det varmt at være gravid! Kæresten kan slet ikke holde mig i hånden på en gåtur - den er for varm!? Heldigvis har jeg lånt denne skønne fætter af mine forældre.




Jeg er altså glad for, at der ikke et hedebølge i år.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Hvor er det altså bare sjovt

At lege med de der headers (må det vel hedde i flertal).
Jeg har endnu en gang brugt et par timer på at lege ved computeren. Hvilket ikke hjælper på bunken af uafsluttede projekter, der skal fikses, før lillepigens ankomst. Hun har jo strengt taget ikke brug for en header - det har jeg jo sådan set heller ikke, jeg lavede jo lige en ny i søndags...

Nå nå, men man skal vel også tage sig tid til at lege lidt. Hattene har jeg tegnet i Adobe Illustrator, som jeg stadig ikke er venner med. Det er altså noget bøvlet, men jeg vil lære at bruge det!
Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg har stirret på hattene for længe, men nu begynder de at ligne ufo'er, og det var bestemt ikke meningen. Hvad synes du?




Jeg har også lavet en lille illustration, hvis du skulle få lyst til at linke til min blog eller noget.

25. juli 2011

Mon mit barn bliver træt af hjemmelavet tøj m.m.?

For der er godt nok kommet en del til. Det er jo ikke kun mig, der er krea-gal, min mor er også ramt. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at det er hende, der har smittet mig! Hvad kan man gøre, når ens mor er lige så tosset med hjemmegjort som en selv. Det kunne jo så tyde på, at lillepigen i maven måske tager arven op... Eller også gør hun oprør og klipper alt det hjemmelavede i stykker. Jeg kan da selv huske som lille, hvordan alt det strik kradsede helt vanvittigt.

Den kommende mormor har strikket flere trøjer og bukser til lillepigen, og der er mere på vej.
Dette er allerede vasket og kommet i skuffen:


Er det ikke bare fantastisk at få noget så flot? Det skal også lige nævnes, at min mor er meget bedre til det med montering og finish end mig, når det kommer til tøj. Hun er altså også lidt mere perfektionistisk end mig. Når jeg bliver træt nok af, at bøvle med noget har jeg en evne til at lukke øjnene for småfejl.
Min mor er desuden super skarp til det der patchwork (som jeg ikke rigtig har fået kastet mig over endnu). Hun har syet dette barnevognstæppe i hånden!!



For filan altså, hvor bliver den baby forkælet. For er det ikke bare lækkert? Det kommer til at passe så fint til den brune barnevogn. Nu skal jeg bare lige hækle en række mini-vimpler, der matcher.

Jeg har jo så også lavet lidt (udover alt det der allerede er vist frem). I går fik jeg knækket koden på de berømte suttesnore. Her er resultatet.


Jeg overvejede at sy stof på, men syntes egentlig, at den er fin som den er. Måske skal jeg kaste mig over stof på den næste, men indtil da er der flere hængepartier, der skal færdiggøres.
Et hængeparti, jeg endelig har fået færdigt, er dette babytæppe.


Det har faktisk været færdigt længe. Jeg manglede faktisk bare at hæfte ender og skylle det op, så det er totalt åndssvagt, at det bare har ligget. Men det er netop de ting, der "bare lige mangler..." der får lov til at ligge. Det er jo så lidt, der skal gøres, så det kan jeg jo altid få gjort... Men jeg får det jo aldrig gjort. Nu er det bare, at det er ved at gå op for mig, at der faktisk ikke er ret lang tid til, at lillepigen kommer. Jeg kan faktisk få lidt stress over det... Selvom jeg egentlig gerne ville have at tiden skulle gå stærkt. Glæder mig sådan til at se hende + glæder mig til at kunne ligge ordenligt i en seng + ikke have krageklør, når jeg vågner. Krageklør? Ja, det er lige hvad jeg har, når jeg vågner om morgenen (eller natten). Mine fingerled gør så ondt og jeg kan næsten ikke bevæge hænderne, bare det at tage fat om dynen for at flytte den, er en kamp. Jordemoderen siger, at det "bare" er væske i leddene, men hos mig føles det som at have krageklør.

Nå, men det var jo tæppet, vi kom fra. Både opskrift og garn er fra Pickles.

24. juli 2011

Bønner for Norge


Dette indlæg har muret siden lørdag morgen, hvor omfanget af katastrofen i Norge så småt begyndte at gå op for mig, selvom noget så forfærdeligt er svært rigtigt at forstå.
Hele dagen i går kunne jeg blot tænke, hvilken verden er det, jeg har tænkt mig at sætte et barn ind i? - Det er nok egentlig en egoistisk tanke... Men de forældre, der nu kan tænke på, hvilke forfærdelige timer deres børn har haft, uden at de har været i stand til at hjælpe dem. Hvor magtløse må de ikke føle sig.
Jeg synes dog, at der er et lys i mørket. Katastrofen skyldes (så vidt vides) kun en enkelt mands handlinger, og siden fredag har Norge, Norden og resten af verden vist, hvordan vi står sammen i demokratiets navn.
Det giver mig et håb for, at verden trods alt ikke er så slem som den syntes fredag aften og lørdag morgen.

Jeg sender alle mine tanker til de efterladte og til dem, der oplevede den grusomme tragedie.

Ny header - endnu en tidsrøver

Nu fik jeg sørme lavet mig en ny header. Jeg har længe tænkt, at jeg gerne ville have lavet en. Rappedikke har nu lavet en udførlig og utroligt pædagogisk DIY, så nu var der ikke længere en undskyldning.
Her er så resultatet:
Jeg ville gerne have lagt et billede ind af den gamle header, men jeg kunne simpelthen ikke finde den. Jeg er så utroligt dårlig til at holde styr på, hvor jeg gemmer ting - og på hvilken computer.
Du er meget velkommen til at komme med kommentarer til headeren, hvis du fx har idéer til, hvordan den kunne blive endnu bedre.
Da jeg skulle tilføje den nye header, blev jeg nødt til at ændre lidt i bloggens design. Det skulle jeg måske aldrig have gjort. Det var jo nærmest som at starte forfra. Bloggers design funktion er altså ikke det mest pædagogiske, hvis du spørger mig. Men nu er jeg da kommet frem til et rimeligt resultat. Dog er jeg ikke helt tilfreds med, at der af en eller anden grund kommer en ramme omkring mine billeder. At det så sjovt nok sker i Firefox, men ikke i Explorer gør ikke mysteriet mindre.

Jeg legede med flere versioner af headeren. Her er et alternativ:
I den øverste har jeg ført hunden igennem en effekt i programmet Picnik, jeg kan godt lide, at den ikke ser så skarp ud.
Det kan være, at jeg lige skal tilføje, at (som den skarpe læser måske har observeret) hunden er den, som jeg hæklede på Læsø. Jeg har vha. det gratis billedbehandlingsprogram GIMP slettet baggrunden, så den stod helt alene. Den er derefter gemt som en jpg fil. Herefter har jeg fulgt Rappedikkes DIY.

Hold nu op som tiden flyver, når man laver sådan en header, men det er nu altså ret sjovt at lege med.

22. juli 2011

Hormoner




Billede lånt fra: http://thirdworldgeek.com

Man ved, at hormonerne kører på højtryk, når en film, der måske tidligere kunne frembringe lidt fugt i øjenkrogen, nu kalder på kaskader af tårer og ikke mindst en ordenligt omgang hulken. Når man midt i det hele får et grineanfald, fordi man godt selv kan se, hvor åndsvagt det hele er... Ja, så er der vist ingen tvivl.

Ta da!

Endelig er jeg blevet færdig med en cardigan til lillepigen.



Den var egentlig super nem at strikke, men det der med montering er jeg altså ikke min kop te.
Hvor er det rart, at bunken med uafsluttede projekter langsomt begynder at skrumpe.



Jeg kunne godt have tænkt mig en bedre finish, men det er begrænset, hvor meget tøj jeg har strikket, så det kommer vel med øvelsen.

Nu må jeg videre til det næste uafsluttede projekt: det royale svøb. Der er vist også et par huer, der mangler at blive syet sammen.

Det er egentlig rart at komme på mini ferie hos sine forældre. Her får man noget fra hånden + jeg har en yderst håndarbejdskyndig mor, der kan hjælpe, når projekterne driller.

- Posted using BlogPress from my iPhone

21. juli 2011

Endnu en og endelig færdig

Jeg har nu også fået lavet en rangle til lillepigen. Jeg er ret vild med farvekombinationen.



Denne rangle fik også en pænere lukning, men der er jo også det med, at øvelse gør mester.

Et punkt jeg ikke mestrer, er det med at sy lynlås i. Derfor havde jeg den ammepude, der har givet mig så mange problemer, med hjem til min mor. Hun fik hurtigt styr på puden på plads. Så nu er der styr på ammepude. Endnu en ting kan krydses af listen.



- Posted using BlogPress from my iPhone

20. juli 2011

En tidsrøver

I går så jeg et indlæg hos Rapedikke, hvor hun anbefaler et billedbehandlingsprogram, der hedder Picnik. Det måtte jeg altså lige prøve, for hold nu op hvor fik Christina/Rapedikke nogle gode billeder ud af det!
Man kan bruge en begrænset version af programmet gratis, og det passer mig helt fint. Man skal ikke til at installere en masse på computeren, da det fungerer direkte i browseren, derfor kan man også bruge det på flere computere, det gælder bare om at oprette en profil. Desuden fungerer det fint med Picasa, så hvis du har albums der, er det nemt at redigere i dine billeder og oprette nye albums.
Alt i alt, er det er super program, der gør billedbehandling enkelt og sjovt, hvis man ikke gider at sidde og nørkle med en masse indviklede detaljer.
Her er mine resultater på et par af mine billeder.

Før



 Efter


Før


Efter


Jeg skal nu også komme med en advarsel: Før man får set sig om får man brugt rigtig meget tid!


19. juli 2011

Voksi - findes den også til voksne?

For sådan en er da bare for lækker. Man kan lige forestille sig, hvordan en baby vil elske at ligge deri.
Vi fik købt en af slagsen i går.



Jeg glæder mig simpelthen til at putte en lille baby deri. Vi købte i en farve, der også vil kunne passe, hvis en dreng på et tidspunkt skulle bruge den. Jeg er nu også ret glad for grøn, så det passer mig fint. Alt i alt et køb vi er godt tilfredse med. Men hold nu op, hvor er den besværlig at folde sammen sådan de første gange. Det bliver sikkert ren rutine, men i går blev der bakset en del. En video fra voksi's hjemmeside hjalp med at forstå fidusen.
Der var tilbud, så vi fik også en sommerdyne med i handlen. Det er nok ret godt, for vinterdynen virker ret varm!
Sommerdynen hænger i skrivende stund og tørrer på altanen.




For noget tid siden fik vi en masse tøj m.m. fra kærestens moster. Deriblandt noget meget fint sengetøj. Se bare her:






- Posted using BlogPress from my iPhone

18. juli 2011

Læsø, part III - kreativitet

Ja, der blev ikke afsluttet så mange projekter på ferien, som jeg havde regnet med.
Det skyldtes dels, at der jo også skulle bruges tid på at se øen og nyde det gode vejr, dels at mine fingre er i oprør. Der er vand i leddene, så det går altså ikke så hurtigt, når der skal hækles.
Jeg fik dog lavet lidt. Denne rangle har jeg set hos en god kollega, hvis datter havde fået en lignende. Jeg tænkte, at sådan en måtte man da selv kunne lave.




Den består egentlig bare af to "pølser" stoppet med bamsefyld og en bjælde. De er derefter syet sammen, så de to ringe går ind i hinanden.












Derudover fik jeg langt om længe afsluttet min give away, der har hængt bagefter alt for længe. Det har bare været så varmt for mig at strikke i uldgarn. Hvorfor er der ingen der har fortalt mig, at en gravids hænder bliver deres egen radiator?
Nok undskyldninger, sjalet bliver i morgen sendt af sted til vinderen Karoline.


 







Der har allerede været billeder af den. Men her kommer lidt flere. Jeg havde længe haft planlagt, at Lillepigens første bamse/tøjdyr skulle være en hjemmekreeret sag, så det var et projekt, der stod højt på listen. Resultatet blev denne lille hund. Opskriften er fundet på Ravelry. Min hund ser dog noget anderledes ud. Jeg ville ikke bruge perleøjne, da jeg var bange for, at små barnetænder ville kunne få dem bidt af. Desuden havde jeg en anden farvekombination i tankerne. Resultatet er, at min hund egentlig ikke ligner en hund, men mere en form for fantasidyr, og det tiltaler mig faktisk.
























Den øverste rangle er til min kusines søn. Jeg skal da også have lavet en til mig selv + jeg skal have hæklet en mini vimpelrække til barnevognen. Der er bare det problem, at jeg nu er begyndt at døje med væske i fingerleddene. Mine fingre føles som et par krogede klør, når jeg vågner om morgenen. Det forsvinder heldigvis i løbet af dagen, men det er stadig super hårdt at hækle. Det går lidt lettere med strikketøjet. Der er selvfølgelig også i gang med et par projekter på den front. Jeg begynder så småt at blive stresset omkring de uafsluttede projekter. Jeg har bl.a. en cardigan og et royalt svøb, der skal afsluttes. Der er altså efterhånden snart kun 5 uger til termin!

Læsø, part II - indkøb

Selvfølgelig blev der også købt fine ting på Læsø. Der er simpelthen så meget fint håndværk.
I Østerby ligger Læsø Uldstue . Her var jeg naturligvis på besøg, og hold da op hvor var der bare mange fine ting. Der var de fineste håndstrikkede trøjer m.m. og ikke mindst garn og opskrifter i lange baner. Ulden kommer fra Læsøs får. På hjemmesiden er der i øvrigt en webshop, hvis andre skulle få lyst til at købe noget fra uldstuen.
Jeg måtte erkende, at det ville være helt håbløst at købe garn til endnu et projekt, i stedet forkælede jeg mig selv med denne lækre håndstrikkede sweater. Jeg kan lige se mig selv komme slentrende med barnevogn i efteråret iført denne dejlige varme sag.


 Da vi besøgte saltsyderiet købte vi naturligvis Læsø salt med hjem. Sådan noget dyrebart salt, skal naturligvis opbevares i en fin krukke. Denne er fra Lynggaard keramik. Jeg er helt vild med den blå farve, den signalerer da bare sommer, sol og havvand.



Fra Lynggaard keramik købte jeg desuden denne kande. Den pynter i sig selv, men jeg tænker også, at den kan bruges til varm kakao eller som vase. Pt er den flot udstillet i vores vitrineskab. Igen den fantastiske blå farve.



Senere i dag viser jeg, hvilke kreative projekter jeg fik afsluttet i ugen i sommerhus.

17. juli 2011

Læsø, part I - oplevelser

 Hjemme igen kommer her lidt billedspam fra vores fantastiske uge på Læsø. Vi havde lånt min faster og onkels utroligt skønne sommerhus, så vi kunne holde vores sidste ferie som 2. Sidste år ved denne tid snakkede vi om, at det kunne være at sommeren 2011 skulle holdes i Sri Lanka, men men det er nok ikke så smart, når man er gravid i uge 34, så passer Læsø trods alt bedre!
Vi skulle jo selvfølgelig forbi Læsø saltsyderi, det kom der disse billeder ud af:







Vi fik spist super meget god mad. Der er jo friske råvarer nok på sådan en ø. Det blev til grillet jomfruhummer, ristede kantareller, nye kartofler, grillet laks og meget mere.



Jomfruhummeren var især en oplevelse. Vi er ikke de store gastronomer, så det var med spænding vi kastede os over opgaven. Resultatet blev ret godt. Men prøv lige at se sådan en fætter, den ser da skræmmende ud! En hel alien.




Desuden overraskede mine kæreste mig med en tur til Læsø Kur, hvor man kunne bade i varme salt bade og opleve generel velvære. Desværre er der jo noget med gravide og varme bade, hvor der har været mange andre mennesker. Derfor var jeg kun nede at dyppe i de varme bassiner med 12% og 30% (tror jeg det var) salt - der flyder man altså ovenpå! Ellers var der et bassin med alm. svømmehalstemperatur og 5% salt, her fik jeg svømmet en del - pludselig var jeg ikke en hval længere. Dog skal jeg love for, at jeg kunne mærke alle mine ekstra kilo lande i bækkenet, når jeg kom op af vandet - tænk at jeg slæber rundt på alt det hver dag...

16. juli 2011

Nyder den sidste dag ved stranden


Hvor har vi nydt den sidste uge. Vi har slappet af, besøgt spændende steder, købt flotte ting og så har jeg fået en smule tid til at være kreativ. Dog har jeg langt fra brugt alt det garn, jeg medbragte.
I morgen vender vi tilbage til storbyen, i dag skal de sidste dråber presses ud af citronen.

- Posted using BlogPress from my iPhone

13. juli 2011

Afslapning

Der kreeres og slappes af...




- Posted using BlogPress from my iPhone

9. juli 2011

Så er der pakket


I morgen går turen i sommerhus. Vejret bliver vist ikke super, kæresten har mountainbiken med, så jeg ser ugen som en krea-uge. Kurven er pakket med diverse strikke-/hækleprojekter, et stort net er fyldt med garnforsyninger og opskrifter til flere projekter er printet ud. Jeg glæder mig! - ikke mindst til at holde den sidste ferie som to og ikke endnu en familie.

- Posted using BlogPress from my iPhone

8. juli 2011

Gammelt bliver til nyt

Min kærestes gamle tremmeseng er ved at få nyt udseende. Den var lidt for kedelig hvid efter min mening, så nu får den en ny farve.












- Posted using BlogPress from my iPhone
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...