Dette indlæg har muret siden lørdag morgen, hvor omfanget af katastrofen i Norge så småt begyndte at gå op for mig, selvom noget så forfærdeligt er svært rigtigt at forstå.
Hele dagen i går kunne jeg blot tænke, hvilken verden er det, jeg har tænkt mig at sætte et barn ind i? - Det er nok egentlig en egoistisk tanke... Men de forældre, der nu kan tænke på, hvilke forfærdelige timer deres børn har haft, uden at de har været i stand til at hjælpe dem. Hvor magtløse må de ikke føle sig.
Jeg synes dog, at der er et lys i mørket. Katastrofen skyldes (så vidt vides) kun en enkelt mands handlinger, og siden fredag har Norge, Norden og resten af verden vist, hvordan vi står sammen i demokratiets navn.
Det giver mig et håb for, at verden trods alt ikke er så slem som den syntes fredag aften og lørdag morgen.
Jeg sender alle mine tanker til de efterladte og til dem, der oplevede den grusomme tragedie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar