29. august 2011

Vi er altså klar, baby!

Min tålmodighed kan ligge på et meget lille sted pt. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg havde overbevist mig selv om, at jeg ville føde før termin. Det er jo tortur. Nu er jeg 40 + 3, og der er ikke sket en fløjtende f..
Vi er jo klar altså. Mere end!
Taskerne er for længst pakket - og pakket om et par gange. Man når jo at tænke vanvittigt meget over tingene, når man bare sådan går og venter. Pt er der 2 tasker. En til sygehuset og en til patienthotellet, hvor vi skal hen efter fødslen.


Jeg har sikkert pakket alt for meget, men det er sørme da svært at vide, hvad man får brug for. Jeg har undladt at pakke for meget tøj til lillepigen. Det er jo ikke til at vide, hvad hun kan passe, hun bliver jo sikkert en ordentlig basse så længe som hun ligger og hygger sig i min mave.
En regnvejrsdag som i dag hjælper altså heller ikke på utålmodigheden - jeg er ved at lide af en form for ø-kuller, tror jeg...




I går fik vi samlet en kravlegård, vi har lånt. Der er sikkert mange meninger om sådan en, men jeg synes altså, det kan blive en meget hyggelig hule for lillepigen. Min mor har fremstillet en fantastisk madras med patchworkbetræk. Det er altså skønt med en mor, der laver de skønneste ting på bestilling.

Nu er der vel ikke så meget andet for end at vente... Vente, vente og vente - og så bruge utålmodigheden positivt under fødslen (når vi en gang kommer dertil!!).

Og lige en sidste opfordring:

"Kom ud, baby!"

6 kommentarer:

  1. ÅRH! Jeg ved lige præcis hvordan du har det! Jeg var ved at blive sindssyg - jeg gik 12 dage over tid!!! Og da jeg skulle bestille tid til igangsættelse om lørdagen, gik vandet natten til fredag.. Pjew!!! (men din lille tøs, kommer garanteret ud før dét).

    Men jeg ville bare pointere, at jeg ved hvordan du har det lige nu. Og alle der siger, at man "BARE" skal nyde ventetiden, ja de kan rende og hoppe, for som du sir, så får man noget der ligner ø-kuller...
    Mine hormoner gik i hvert fald ret meget amok dengang.
    ;)
    Best wishes her fra.

    SvarSlet
  2. BTW, hvor er det en fed kravlegård I har fået indrettet.
    Vi har også én, den er bare alt for lille, så jeg misunder jeres store hyggelige én...

    SvarSlet
  3. Hvor ser det hyggeligt ud! Og held og lykke; du må løbe nogle gange op og ned ad trappen. Jeg kan lige forestille mig det - jeg er selv 36+6 og allerede nu utålmodig...

    SvarSlet
  4. Jeg kender din situation alt for godt! Jeg gik 14 dage over første gang og blev sat i gang 9 dage efter termin anden gang. Til sidst kan man bare ikke finde på flere hækleprojekter, kroppen er tung, og det er svært at sove fordi man vågner hver gang man skal vende sig... Jeg håber for dig at lillepigen snart får lyst til at komme ud. Hun skulle bare vide hvor fint hendes mor har gjort det hele klart:) Kravlegården ser rigtig hyggelig ud, og jeres familievugge er simpelthen så fin.
    Kh Gitte

    SvarSlet
  5. Det er dejligt, at der er nogle, der kender følelsen. Jeg synes nemlig, at alle omkring mig føder/har født før tid.

    Så tusind tak for jeres søde tanker.

    Astrid, mit bedste råd til dig er: Lad være med at tænke, at du føder før tid. Det var jeg overbevist om, at jeg ville, og det har nok ikke hjulpet på tålmodigheden...

    SvarSlet
  6. Den er super fine, den din mor har lavet :-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...